Biografi
Helles møde med sportens verden startede som 5 årig med svømning. Som 12 årig blev Helle udtaget til landsholdet, og forblev på landsholdet indtil hun lagde svømningen på hylden som 18 årig. De følgende 6 år bestod for Helle af alt andet end elite sport. Hun rejste jorden rundt, startede på sin kandidatuddannelse, blev spinningsinstruktør og personlig træner og arbejdede som freelance model.
I august 2004 blev Helle overtalt til at deltage I en kvinde triathlon. Helle vandt konkurrencen, men først sommeren 2005 deltog Helle i sin første olympiske distance. I 2006 rejste Helle til Australien som led i hendes uddannelse, og det var her hun for alvor blev bidt af sporten. Et halvt år senere var Helle tilbage i Danmark. Hun blev dobbelt dansk mester på sprint og olympisk distance, og så startede karrieren stille og roligt. 2008 var Helles internationale gennembrudsår med 3 sejre i ETU Europa Cups og en 5. plads ved ITU World Cup.
Helle er nu veletableret som en af Europas bedste triathleter med mange Europa Cup podiums, og hun har også et World Cup podium til samlingen. Helle er nu meget fokuseret og målrettet på at fastetablere sig som en af verdens bedste kvindelige triathleter og at sikre sig kvalifikation til OL i London 2012.
